Kan du løbe fra en flue?

Dette er den anden artikel i serien om ubehagelige løbevenner. I forrige nummer beskrev jeg mødet med en irriterende sommergæst. I dag er turen kommet til en om muligt endnu mere påtrængende af slagsen.

Jeg har tilbragt min sommerferie i de norske bjerge, hvor jeg smagte lidt på glæderne ved en af de for tiden store norske løbediller – »motbakkeløp«. Hytten lå på en stejl skråning, og løberuten var enkel. Enten opad og ned eller nedad og op. Jeg valgte som regel det første. Således kan livet ind imellem synes så befriende enkelt. Turen bød på slidsomme, men øredøvende smukke løbeture, oftest om morgenen inden solen havde fået for meget magt. På ruten var der ikke mange forstyrrede medmennesker, kun køer og får som græssede på den saftige fjeldflora – og sværme af fluer. Det mærkede jeg tydeligt, så snart sveden begyndte at pible frem på kroppen. De nærgående bæster blev åbenbart begejstrede for lidt afveksling i miljøet og kastede sig uhæmmet over min glinsende krop. Jeg prøvede at lægge et ekstra gear ind, men desværre var der ikke flere, og jeg ville jo gerne nå helt til tops. Der var ikke andet at gøre end at holde ud og vifte de mest nærgående væk.

Anderledes friskt gik det nedad. Ingen problemer med at løbe fra flueflokken, som hurtigt blev hægtet af, der jeg kom tordnende på mine nye, stødabsorberende Pegasus.

Oplevelsen skærpede min nysgerrighed. Hvor hurtigt flyver en flue i grunden, og for den sags skyld også andre kryb? Jeg har forsket lidt i det, siden jeg kom hjem. Vi går forhåbentlig en lun sensommer i møde og kan se frem til møder med en række andre levende væsner, når vi begiver os ud på skovstierne. Da kan det være interessant at se, hvilke hastigheder vi er oppe imod. Lad det være sagt med det samme: snegle kan vi alle løbe fra. Både de sorte og de røde. De bevæger sig nemlig med en fart af 0,11 km i timen, et tempo som selv den mest bedagede feriemotionist kan matche. Mens sneglen helst vil være fri for os, så vil både myg og fluer det modsatte, og de er i stand til at jagte en dejlig, svedig krop med 6-8 km i timen. Det burde være til at klare, måske lige bortset fra de sejeste bakker.

Med hvepse, hestebremser og klæg derimod bliver det sværere. 20 km i timen og helt op til 48 i korte spurter kan de præstere, og så må de fleste af os give tabt. Her bliver vi nødt til at bruge hovedet til andet end at tørre sveden af. For selv om de er hurtigere end os, er de ikke så kvikke i hovederne. Det gode råd skal derfor være: skift pludselig løberetning, enten 90, men helst 180 grader. På den måde forvirrer du udyrene, og der vil sandsynligvis gå 200 meter, inden den opdager, at du ikke længere er der. Set udefra vil det nok virke lidt ubeslutsomt sådan hele tiden at ændre løberetning, men skidt, hvad gør man ikke for at være i fred for rovdyr.

Møder du en guldsmed – på norsk hedder den øjenstikker, derfor er jeg stadigvæk lidt på vagt – kan du tage det ganske roligt. Du har ikke en chance, men det gør ikke noget, for den er slet ikke interesseret i dig. Til gengæld er den imponerende, når den overhaler med 100 i timen. Der er også andre dyr i skoven. Men de vil næppe genere dig. God sensommer!