Januar – om at lade sig inspirere

Jeg glemmer aldrig filmen fra De olympiske Lege i Rom. Jeg var kun en halvstor dreng og fuld af ambitioner som sprinter. Det var den eksplosive kraft, der var idealet dengang. Det korte, nervepirrende anslag af en tændt gnist, der fik kroppen til at hikste af fryd. Armin Hary hed han. Det blonde tyske lyn, der efter en utrolig start gled forbi amerikanere og cubanere og snappede guldet. På den dobbelte distance gik det på samme måde. Her var det italieneren Livio Berrutti, der i ubesværet stil, oven i købet iført solbriller, som om han ville understrege arrogancen og overlegenheden, distancerede konkurrenterne på Roms hvide olympiske stadion. Her var begejstring og temperament nok til at tænde en hel generation af lovende løbere.

Så kom marathonløbet. Disse tynde, benede mænd der var lyserøde i huden af varmesalve og mangelfuld kost. Vi satte os tilbage i biografens bløde hynder og åbnede slikposerne. Dette var ikke noget for os sprintere, atletikkens araberheste. Der var ikke andet end overbærende blikke over for denne flok af udmarvede krikker, der sled sig rundt i de romerske gader og så lidende ud. Helt indtil Abebe Bikila dukkede op på lærredet, samtidig som sommeraftenen lagde sig ned over Roms omegn.

Først var han kun som en skygge blandt alt det hvide og lyserøde. Efterhånden kom han nærmere og nærmere. Hans lange, slanke skikkelse, der bevægede sig med en rytme og en lethed som en antilope. Det koncentrerede udtryk, der hverken ænsede konkurrenter eller omgivelser, den lille medaljon om halsen. Den sorte, glinsende krop hvor sveden stod som en blank glorie. Og så på bare tæer! Fuldblodshestene satte sig imponeret op i sofaerne. Det var sørens! Kameraet trækker ham tættere og tættere på. Sveddråben på hans næse. Langsomt bliver den større. Den ryster en smule, men bliver hængende. Den strækker sig ud og trækker sig tilbage i takt med føddernes blide rytme.

Hvordan er det muligt at løbe så blødt, at den bliver hængende så længe? Den sorte skygge fylder snart hele lærredet. Vi kan se porerne i hans hud, se hvordan ansigtet hviler i en perfekt ro, som om han hele tiden har et mantra rungende inde i hovedet. Hvad tænker han på? Er det de stenede bjergstier hjemme i Etiopien han ser for sig, eller er det målstregen, denne bløde uldne tråd der skiller lidelse og nydelse. Jeg er helt grebet af den suggererende rytme og musikken, der følger ham de sidste kilometer på Via Appia, eller er det Via Dolorosa? Mellem kirkemure, ruiner og lange rækker af jublende mennesker forsvinder så til sidst denne barfodedes skygge ind på stadion og ind i min krop som en evigtvarende rytme. Jeg har ham stadigvæk i mig, når jeg i dag, snart ti olympiader senere løber ud ad landevejen herhjemme og drejer til venstre ned ad skovvejen og bliver væk bag skovfogedhuset. Tamgæs og fasaner flyver forskrækkede op, idet jeg runder indhegningen, men jeg ænser dem ikke. Prøver bare på at få vanddråben på næsen til at blive hængende så længe som muligt.

Motiverne og inspirationen bag tidens blomstrende løbebølge kan findes mange steder, og det kan være svært at give entydigt svar på, hvorfor omkring 100 millioner mennesker verden over bruger en stor del af deres fritid på at løbe. Men én af de vigtigste grunde er nok den stadig mere tiltagende fremmedgørelse over for kroppen som arbejdskammerat og som finstrenget oplevelsesmiddel. Mange føler en berettiget skyldfølelse over for deres fysiske jeg og vil via en aktiv indsats prøve at råde bod på den grove og tankeløse behandling, man måske i årevis har udsat sig selv for. Fysisk velvære og fitness er blevet et statussymbol, men også en positiv livsstil for stadig flere og flere mennesker.

Fra at være en ekstrem og sygelig udfordring for selvpinere, er marathonløbets 42 kilometer kommet indenfor de flestes rækkevidde. Kronprinsen og Bill Clinton gør det, svigermor og hendes bridgehold gør det også, ligesom der næsten hver eneste dag året igennem arrangeres motionsløb – i weekenderne helt op til 8-10 pr. dag, spredt ud over hele landet. Næsten halvdelen af den danske befolkning har været ude på mindst to løbeture inden for det sidste halve år, og en stor del af dem, der endnu ikke har prøvet, ville gerne.

Motionisme er ganske enkelt ikke længere en lyssky affære, hvor et lille hold benede mandfolk møder op efter mørkets frembrud og lister sig af sted med dæmpede stemmer og slidte, ildelugtende træningsdragter. Sådan var det i 50’erne. I dag er man stolt over at være motionsløber. Løbebølgen er faktisk blevet så stærk, at man enkelte steder inden for den traditionelle atletik føler sig trængt både hvad angår PR, rekruttering og økonomisk støtte. I en artikel i det norske løbeblad “Jogging”, karakteriserede en atletikleder i begyndelsen af 80’erne løbebølgen som oppustet og unaturlig.

Vi kan ikke komme udenom, at løberiet er et vidt udbredt modefænomen, og mange bruger dette som direkte argument mod at motionere overhovedet, fordi modefænomener som sådan er af det onde. Sandsynligvis er der hver dag hundredvis af mennesker, som opdager, at motionsløb nok ikke er noget for dem og forærer løbesko og træningsdragt væk med et lettelsens suk. Måske har de fundet andre og mere velegnede former for idræt. Sjovere og ikke så anstrengende måske. Løbeguruernes budskaber har måske ikke tændt den indre glød, og man har muligvis fundet ud af, at de par ekstra kilo dog var at foretrække fremfor at halse rundt i kvarteret med tungen ud af halsen.

I USA, løbebevægelsens hjemland taler man nu, en generation efter Frank Shorters sensationelle marathonsejr ved OL i München i 1972 – en begivenhed, som efter manges mening var løbebevægelsens definitive startskud – om en vis afmatning i løberiet. Der er også kommet en vis forsigtighed, når det gælder om at besynge joggingens velsignelser. Jeg tror vi skal være glade for denne udvikling. Den øredøvende begejstring, som man indtil nu har kunnet notere sig, er nok med til at skjule det faktum, at vi her har at gøre med en idræt, der ligesom alle andre indebærer både smerte og glæde, risiko og belønning, kendte og ubekendte faktorer.

Hvad er det der gør, at langdistanceløb er kommet i fokus som motionsidræt nummer ét?

Selv havde jeg min baggrund fra konkurrenceatletik, da jeg i 30-års alderen begyndte at løbe igen. Langt inde i bevidstheden lå derfor en viden og en kærlighed – erindringen om en sort skygge på Via Appia, som det var naturligt at lade sig inspirere af. For der var ingen tvivl om, at det var på høje tid. Vægten var ved at nærme sig de 90 kilo, næsten 20 kilo for meget, og samtidig var jeg ved at føle en veritabel kropslede. I korte øjeblikke kunne jeg mindes, hvad det ville sige at være i god form. Langt der bag i bevidstheden kunne jeg fornemme den lette og ubesværede fornemmelse af herredømme og kontrol. Jeg kunne også huske den energi og beslutsomhed, jeg lagde for dagen i min træning dengang. Var det virkelig alt sammen væk? Polstret og hengemt under 20 kilo rent fedt, opløst og fordampet som et flygtigt, ungdommeligt stof? Hvor var Abebe Bikila henne? Hvor var araberhingsten?

Måske har mine forudsætninger for at opleve løbeglæde været større end de flestes. Men et stort handicap slæber alle vi midaldrende rundt på – alderens inerti. Verden omkring er ved at falde til ro. De store beslutninger er stort set blevet taget, og der indtræder en snigende trang til at nyde, til at lade vanerne slå rod og gøre sig livet behageligt. Denne magelighed kommer klart til udtryk i den måde, vi forholder os til vor krop og dens pleje. Derimod stiger interessen for de materielle omgivelser, for status, for de ikke-sanselige og målelige dele af vor verden. Tingsliggørelsen sniger sig ind på os. Vi bruger langt mere tid og tanker på vore biler og huse, end på den fysiske og psykiske sundhed. Groft sagt.

Den første og vigtigste bevæggrund for at motionere er derfor, at man erkender dette. Ikke som en generel betragtning over menneskehedens forfald og elendighed, men som en personlig udfordring her og nu. Som en stemme, der kalder på én og gør én ansvarlig. Denne stemmes appel og gennemslagskraft kan for mange menneskers vedkommende aflæses på badevægten. Jeg vil tro, at langt over halvdelen af dem, der begynder at motionere gør det med ønske om at gå ned i vægt. Selv nu, efter snart 20 års jævnlig løbetræning er vægten stadigvæk en fin måler for, hvordan jeg har det med mig selv. Hvis man ikke giver kroppen det, den har brug for af motion, så løber æderiet løbsk. Den appetitregulering, som skulle justere forholdet mellem energiforbrug og fødeindtagelse, er for en stor del sat ud af kraft i vort spisemønster. Vi diskuterer ikke om vi skal spise, hvilket måske ville være nyttigt en gang imellem. Kun hvad vi skal spise, for som Suzanne Brøgger siger, at fylde “fantasiens hungerrum”.

En ukendt amerikansk motionsløber skriver følgende om sine spisevaner: “Jeg tænker altid på mad. Jeg kan ikke forestille mig en dag, hvor spisningen ikke har været en dominerende faktor. Hvad skal jeg spise? Har jeg spist for meget? Ingen anden enkeltfaktor griber så kraftigt ind i min dagligdag som netop måltiderne – ikke engang sex! Der forekommer dage, hvor jeg slet ikke beskæftiger mig med sex – men mad! Aldrig. Der er tre måltider om dagen at tænke på, foruden forberedelserne. At spise er en væsentlig del af tilværelsen. Hvis jeg skal kæmpe mod lysten til at spise, bliver jeg deprimeret og indelukket.”

Denne selverkendende udtalelse kommer fra en, utrolig nok ikke overvægtig person, som foruden at spise sig gennem det meste af dagen også løber 40-50 km om ugen for at kontrollere appetitten og regulere følgerne af den. Nogle mennesker spiser for at leve, andre lever for at spise – men her har vi altså en, der nærmest løber for at spise!

Fedme er et centralt, medicinsk forskningsemne i vore dage, for overvægt er et problem, som i mere end én forstand er belastending, både for den enkelte og for samfundet.

Den menneskelige organisme er så kompliceret, at der på dette område endnu i mange år vil være opgaver for forskningen, men når det gælder overvægt arbejder den med matematisk nøjagtighed. Den tæller kalorier lige så nøjagtigt som en bank tæller penge. Hvis man tilfører kroppen flere kalorier end man forbrænder, så tager man på, og vice versa. Hvis man derfor vil tabe sig, så er opskriften klar: spise mindre, og/eller røre sig mere. Problemet med mange slankekure og kirurgiske indgreb er jo, at de kun henvender sig til en del af organismen, nemlig til maven og fordøjelsessystemet. De tager ikke hensyn til de sociale vaner og spiller heller ikke på kroppens egne mæthedsmekanismer, som aktiveres ved motion. Derfor bliver tilbagefaldsprocenten så stor.

For dem, der føler at de har problemer med vægten, men som samtidig ikke ønsker at gå rundt med ballon i maven eller sammensyet mavesæk, eller vil være på evig slankekur, er der opmuntrende perspektiver i at løbe. Forsøg har vist, at ½ times spadseretur pr. dag, uden ændringer i kosten, kunne få en gruppe kvinder til at tabe sig 10 kilo på årsbasis. Når man samtidig ved, at man ved at genoprette appetit-regulatoren, også nedsætter behovet for mad, så er det tydeligt at se, hvordan de gode cirkler arbejder for én. Et forøget madbehov melder sig først for milslugere, der “æder” sig gennem 100-150 kilometer om ugen. Men det er et andet problem.

Der skrives i dag digre værker om sammenhængen mellem træning og kostvaner. Der er fascinerende ting at studere for dem, der tager sig tid til at trænge ned i vor mikroverdens mangfoldighed af teknik, kemi og videnskab. For eliten er der utvivlsomt tiendedele at hente her. Den sidste og afgørende dråbe adrenalin kan uden tvivl presses frem ved hjælp af en hemmelig trylledrik, og de dyrebare gram ilt, der på opgørets dag skal skille stjernerne fra vandbærerne, kan ligge gemt i en portion spaghetti, eller en pandekage med syltetøj. Men for os andre er de fleste af disse ting kun en del af den besværgelsens magi, som hænger ved løbekulturen. Det kan være spændende og inspirerende at læse om, og efter temperament kan man jo vælge hvilke tegn man vil tyde. Sekunder og minutter giver det næppe. Den kendte tyske træner dr. Ernst von Aaken siger det kort og fyndigt: løb ofte, løb langsomt, løb langt, drik moderat og lad vær’ med at spise som en gris!

De første løbeture kan ofte være præget af hårdt slid, og det ville være løgn at påstå, at der gemmer sig store, psykiske visioner i begynderfasen. Det gælder om at finde sig en eller anden form for gulerod og så prøve at gennemføre den første måneds træning. For en af de mest almindelige fejl er, at man sætter sig for store mål og forventer resultater for hurtigt. Det kan ikke nok understreges hvor langsomt denne proces egentlig går. Derfor er det vigtigt at gøre sig klart, at det er den vedholdende træning, gennem måneder, der giver de varige resultater.

En begynder skriver: “Jeg ville gerne kunne sige, at det var en let proces. Men det var det ikke. Ved slutningen af min daglige runde var jeg totalt udmattet. Hver dag var jeg overbevist om, at jeg havde overskredet grænsen for min udholdenhed til det yderste, og at ingen overtalelsesforsøg eller løfter om fremtidig helse kunne få min krop til at bevæge sig længere. Men så begyndte der efterhånden at ske noget. Jeg opdagede, at jeg behøvede mindre og mindre energi for at kunne løbe 2 kilometer.”

Mange gode motionister har brændt sig ud i løbet af fjorten dage og har smidt løbeskoene inderst i skabet, fordi de troede, at de kunne skyde genveje. En gennemsnitsløbers udvikling fra at løbe 8 kilometer på 45 minutter, til at komme ned på 32, tager i snit 5-7 år.

En amerikansk læge skriver om sine erfaringer som begynder: “Men det uundgåelige skete igen og igen. Jeg blev stiv, udmattet og syg. Til sidst blev jeg klar over, at jo mere jeg trænede, desto dårligere blev jeg. Det er rigtigt, at kroppen kan trænes op ved at man vænner den til stadig større og større mængde af stress og belastning. Men balancen mellem anstrengelse og hvile er en forudsætning for, at man på længere sigt kan få fremgang.”

At løbe er at sætte sig nogle mål og gennemføre dem. Både konkret og billedligt talt er langdistanceløb et måleligt udtryk for vor udholdenhed og tro på os selv. Det kan måles i meter og kilometer og danner et afsluttet forløb, som vi kan se tilbage på og vurdere når vi kommer hjem. Vi omgiver os i vor dagligdag med en række uafsluttede forløb og et hav af løse ender, som vi bruger en masse psykisk energi til, enten at prøve på at løse op for, eller holde på afstand. Når vi løber, koncentrerer vi den fysiske og psykiske energi om et enkelt, men krævende mål, hvis opfyldelse giver personlig tilfredsstillelse og bekræftelse.

Jeg kæmper mig de sidste hundrede meter gennem snedriverne. De store, våde fnug lægger sig på mit svedige ansigt og smelter omgående. Forbi mig strømmer trafikken i en mørk, glidende strøm, og indimellem stikker et hoved frem fra bilvinduernes mørke og stirrer forundret efter mig. Jeg føler mig veltilpas på en måde, der ikke kun er fysisk, men som omfatter hele min væren. For en times tid har jeg sat mig uden for det store fællesskab af gode vaner, sund fornuft denne sure januar eftermiddag, og løbet mine egne veje. Der findes mange måder at søge personlig identitet på. Ved at løbe kan jeg nå ned i nogle lag, der frigør energi og giver inspiration til andre aktiviteter. Alt kan jo misbruges. Man kan blive joggefanatiker, ligesom man kan udvikle spillelidenskab, sygelig optagethed af akvariefisk, frimærker, vegetarianisme, body-building – eller hvad med den fodboldfan, der i sorg over, at Danmark ikke kom med til VM i USA, smed sit TV-apparat ud ad vinduet?

Ingen af de nævnte aktiviteter er i sig selv skadelige. Man kan tværtimod berige sit liv, hente energi, styrke sit selvværd og få mere livsglæde ved enhver engagerende hobby – men man kan også ruinere sit liv, hvis fanatisme og ensidighed tager overhånd. På den måde adskiller jogging sig ikke fra så mange andre aktiviteter.

Så er Abebe der igen. Som et billede på den perfekte sammensmeltning mellem krop og sjæl kommer han løbende op på siden af mig, let som en skygge. Hans bare fødder slår metronomagtigt gennem min krop og den lille sveddråbe hænger som en perle på hans næsetip. Endnu mens jeg står under bruseren og lader mig overvælde af varme, kan jeg høre hans læderagtige fodtrin mod brostenene før de bliver overdøvet af folkemængden.