Rø – plantagen som blev skov

En sjaskvåd martsdag uden for alfarvej

Rø Plantage ligger uden for alfarvej. Her dropper man ikke bare forbi som i Almindingen eller Nordskoven. Man skal helst have et ærinde for at tage herud. Men skoven har det hele. Her er mosestrækninger, stille søer med nøkkeroser, frabid og pileurt, skove af padderok og våde salamandre, der vil på land – og ikke mange turister. Jo, i svampesæsonen.

Tyskerne kender de gode steder, og en gang forskrækkede en af mine mere bryske bekendte et ægtepar, der havde kurven fuld af vore kantareller: »Haben Sie eine Pilzenkarte?« Nej, det havde de ikke. »Es ist nur für Bornholmer!« De forsvandt lydigt med deres kurv og så ud til at være glade for, at de ikke skulle aflevere fangsten.

Forårstilbedelse i Rø Plantage»Det er en sjaskvåd dag i marts, og jeg er alene. Fugten hænger som våde tove ned fra himmelen og jorden er smattet. Ikke just en indlysende dag at kaste sig ud i forårstilbedelse, men det er på dage som denne, at grunden bliver lagt til det forår, vi lidt senere skal nyde godt af. Gråt og vådt som på skabelsens første dag, da kulden og varmen mødtes, og tågerne over Ginnungagab materialiserede sig til liv.«

Plantagens historie og vilde naturoplevelser

Rø Plantage er gennemskåret af to store sprækkedale. For 150 år siden var området stadigvæk en del af den træløse højlyng, men netop i de år lod staten oprette et 10 km langt stengærde, og rejste plantagen i 1866-75. »Skoven har et plantageagtigt præg,« skriver Palle Lauring i 1957. Det ved jeg nu ikke. Allerede i 70'erne kunne man i hvert fald sagtens fare vild i de næsten 600 ha, og her 30 år efter er det endnu nemmere. Skoven har skiftet karakter, nye beplantninger og indhegninger er kommet til, for skovarbejdere har ingen respekt for gamle bornholmeres nostalgier.

Jeg har haft nogle af mine stærkeste naturoplevelser herude; blandt andet løb jeg en efterårsdag under et af de største tranetræk, jeg endnu har set. De få gange mine største kantarelfangster er blevet hentet hjem, er det netop herfra, og det var i Rø Plantage, jeg gentagne gange blev overfaldet af en sur, gammel musvåge, der nær havde pillet det sidste af hovedhåret ud af min skalle i aggressiv iver efter at beskytte sit afkom. Jeg opsøgte stedet flere år i træk, og hver gang dukkede hun op og kom efter mig, mens latterfrøerne kvækkede af grin. Det var også her, at de bornholmske skoves stolthed, sortspætten, dukkede op for første gang i 1966. Siden har den bredt sig over det meste af øen.

Flugten fra det forudsigelige og løbet tæt på legen

Fra parkeringspladsen svupper jeg så let jeg kan over den våde sti og prøver på at undgå de værste pytter, kaster mig så ned ad den knortede sti, hvor det lille vandløb ikke længere er en lille, klukkende bæk, men en selvbevidst grumset flod, der snart har tænkt sig at gå over sine bredder. Så er jeg igen tilbage i skoven, hvor jeg kan lade mig indhylle i ensomhed og lade tankerne siksakke som de vil.

Ingen lange, lige stræk, der dirigerer kursen og fastlægger rammer, ingen bydende asfalt, ingen smal sandstribe. Kun den frie improvisation og de uforpligtende valg, som altid kan gøres om ved næste korsvej. Er dette mon et af kernepunkterne i løbebevægelsen? Flugten fra det fastlagte og forudsigelige. Ja, det tror jeg. Når løbeture er bedst, er de i slægt med legen, som jo netop er det frirum, som vi træder ind i, hvor tidens strøm ændrer tempo og retning.

Hvem husker ikke barndommens forår og somre med evigtvarende rækker af lege og påhit, badutspring, boldspil og brydekampe? Sommetider brød en bekymret mor, en lærer eller en sur, gammel mand ind og ødelagde fortryllelsen, fordi de ville have, at vi skulle være samfundsnyttige og funktionalistiske. Sådan er det også med en løbetur i skoven. Mange vil gerne analysere og fortolke vore aktiviteter. Hvorfor løber Jeppe? Jeg tror, der er mange grunde. Han starter måske op med det, fordi det er sundt, men når lysten implanteres og skubber den naturlige modvilje og dovenskab væk, afløses 'jeg-burde-nok' af 'jeg-gør-fordi-det-er-rart'. Måske løber han, fordi han dermed kommer ind i et meditativt rum, hvor det er godt at være. Når leg og løb er bedst, er det nemlig ikke midler mod centrale forstyrrelser i vores tilværelse. Det er selve dens uforstyrrede centrum.

Det var tankevækkende at høre en dansk Everest-bestiger for nylig beskrive, hvorfor han klatrede og konstant udsatte sig selv for dødsfare. Vi er jo som bekendt vant til at høre forklaringer som at mærke sig selv, at mærke døden for derigennem at komme tæt på livet osv. Men nej: »Jeg gør det, fordi det er så enkelt,« sagde han. »At klatre er for mig et lukket, æstetisk univers, hvor jeg får feedback med det samme. Hvor gør vi ellers det i vores komplicerede samfund?«

Tæt på legen – Fartleg og træningszoner

Løbeture i det skiftende bornholmske landskab kommer tæt på legens scenarie. Her er ikke store vidder og dybe slugter, som kræver ydmyghed, forberedelse og tiptop udstyr. Ingen stejle klippevægge og endeløse skove, der stiller krav til det seje, monotone træk. Det komplicerede er langt væk. Først lidt gran. Så lidt fyr. Tju-hej, hvor det går. Så en kunstig sø, en bæk, et stykke mose med kvækkende frøer, og en travhest med sulky og kusk, der pludselig kommer farende ind fra højre, og måske en hidsig musvåge, der hakker hjernen ud på forbipasserende. Rø Plantage er ligesom en legeskov, hvor det er sjovt at løbe.

Opfindelsen af Fartleg (Gösta Holmér)»Alle motionsløbere bør kende til begrebet fartleg. Det er en enkel og effektiv form for løb, som forvandlede løbeverdenen for 50 år siden og banede vej for joggingbølgen. Opfinderen var svensker og hed Gösta Holmér. Han mente, at eliteløbernes træning var blevet for maskinel og kedelig, og skabte derfor et rekreativt træningsmiljø i de svenske skove.«

Fartleg skal indeholde alle de elementer, som er nævnt ovenfor. Du skal lade lysten, terrænet, udsigten, vinden, fuglesangen og pulsen styre dit løb.

Træningsintensiteten inddeles normalt i tre træningszoner, som beregnes på baggrund af den individuelle, maksimale træningspuls (MTP). Den udregnes ved at trække den halve alder fra tallet 205. En 55-årig mand har således en MTP på mellem 175 og 180. Op til dette niveau vil han ad viljens magt kunne spænde anstrengelsens bue, men heller ikke meget længere. Dette tal repræsenterer den fiktive, røde streg: Hertil, men ikke længere.

Oversigt over de tre Træningszoner:

Zone

Pulsbelastning (% af MTP)

Beskrivelse & Anvendelse

Zone 1

Ca. 70%

Let/moderat zone. Muskelarbejdet giver en moderat, jævn formforbedring. Langt størstedelen af træningen for nybegyndere bør ligge her.

Zone 2

70% – 80%

Hårdere tempo. Energien skaffes delvist uden ilt (anaerobt), hvorved der dannes mælkesyre og træthedsstoffer. Giver svag blodsmag og kraftig vejrtrækning. Bør udgøre en mindre del (f.eks. i fartleg).

Zone 3

Over 80%

Smertefuld zone. Trækker store veksler på kroppens reserver og øger risikoen for skader betragteligt. Uerfarne løbere bør kun glimtvis anstrenge sig på dette niveau.

Fartleg er en kreativ skiften mellem disse forskellige tempi. Du øger dit udbytte af løbetræningen betragteligt, hvis du sætter dig lidt ind i disse tal og udregninger og bruger dem, når du løber. Efterhånden som den gode form indfinder sig, bliver du i stand til f.eks. at løbe 10-15 minutter i zone 1. Lad derefter pulsen i korte perioder komme op i zone 2, indtil du begynder at mærke stivheden i benene. Tag en lang, langsom gå- eller joggepause, indtil pulsen kommer i underkanten af zone 1. Måske lader du dig derefter udfordre af en bakke eller et langt, lige stræk: sæt fuld fart på og nyde, at du kan presse dig maksimalt i nogle sekunder. Væn dig til at aflæse pulsen i disse forskellige faser. Det optimerer dit træningsudbytte og giver værdifuld kropsfornemmelse.

Afslutning ved Borgedalssøen

Jeg tripper og danser for at holde balancen på den glatte gangbro langs Borgedalssøen. Jeg er drivende våd i forvejen, så om jeg plasker i, betyder nu ikke så meget. Normalt er den opstemmede Bobbeå ikke andet end en lille bæk heroppe, men lige her og nu er den svulmet op til en hel flod. Jeg knytter hænderne og spurter det sidste stykke op til parkeringspladsen. En forfrossen vibe flakser hen over trætoppene og overvejer, om den skal flyve sydpå igen. Marts er voldsom, men kalder instinkterne frem i alt levende.

Tak for Rø Plantage og tak for turen!