Kom godt i gang på Galløkken

»Der røg flittigt af velsmurthed fra udblæsningsrøret, og hvis nogen havde taget vat med for at stoppe det i ørerne, fik de brug for det. Vi uforsynlige nøjedes med at holde for trommehinderne. Propellen rasede rundt, motoren skaldrede, bardunerne jamrede, og værre blev det, da Severinsen satte i gear og gav mere gas – mere gas mere og mere, til der ikke kunne gives mere...«(Fra Johs. Lyngbye: «Galløkken«)

Søren Severinsen var ikke kondiløber. Han var flyvepioner og tilhørte den luftige kreds af mennesker omkring Ellehammer, der ikke nøjedes med at holde fødderne på jorden, men skulle absolut op over trætoppene for at mærke suset. Han ankom med damperen den 1. juni 1912, og med sig i bagagen havde han sit monoplan, der vistnok hed Krølle-Bølle. Arrangementet var kommet i stand på initiativ af idrætsklubben Viking, det alle steds nærværende kraftcentrum for sportslige udfoldelser på Bornholm, og ligesom så mange andre spektakulære begivenheder, skulle demonstrationen foregå på Rønnes gamle eksercer-, henrettelses- og festplads, hvor byens godtfolk altid har promeneret. Det gik over stok og sten med Severinsen, og ifølge øjenvidner holdt han sig flyvende i næsten ét minut, inden han fik bremset op få meter fra klinten!

Her har været mange gale folk på Galløkken. Efter sigende blev selveste Jens Kofoeds amme brændt på bålet herude. Dømt som heks, angivet af Jens, fordi hun havde set lidt for meget af hans og faderens lyssky transaktioner. Selv husker jeg Galløkken og Kanondalen for sankthansaftener, friluftskoncerter og ikke mindst som et fristed, hvor vi slap unger og hund løs efter hektiske handledage i Rønne. Som løbested appellerede området ikke til de lange seje slidere med mælkesyre og kilometerlængsler i benmusklerne. Dertil er området for lille. De bruger det allerhøjst som opvarmning og kommer i omdrejninger, inden de stryger ud ad cykelstien mod Fredensborg, Stampen og Onsbæk og opsluges af de lange landevejsstræk. I min tid var Galløkken for finere rønnefruer i løbetid eller let overvægtige revisorer, læger eller gymnasielærere i begyndende panikalder, der mødtes søndag formiddag med deres golden retriever og i nykøbte løbedress og sko med striber og fri udblæsning. Efter et par let svedige runder på Galløkken, stillede man sig op i kø hos bager Rothe, hvor man ved hjælp af napoleonshatte og smørkringler sørgede for at genoprette kaloriebalancen.

Jeg er kommet her ud en tidlig søndag morgen, hvor en mild brise står ind fra havet. I dag er her hverken revisorer eller flyvepiloter. Højst et par måger, der hænger over brinken og glipper med øjnene, og på trappen foran vandrerhjemmet sidder et tæt omslynget par, der enten er kommet for tidligt op eller måske slet ikke kom i seng. Jeg slår over i langsomt løb. Stierne går på kryds og tværs, og ude i den løse brink mod havet er de trådt dybt ned i sandet. Det gælder om at løbe let, for Valdemar Seier fortæller i sin bog om De Underjordiske, hvordan en handicappet dreng kom til at stikke sin ene krykke ned gennem sandet her ude på Galløkken og ramme en af de underjordiske i hovedet. Det skulle han aldrig have gjort, for få dage senere faldt han fra badebroen og druknede! Så pas på, hvor du træder!

Løbemæssigt set er sandstier gode for fødderne, og beregninger viser, at mens belastningen på led og bløddele er tre-fire gange kropsvægten når vi løber på asfalt, så er den væsentlig mindre på grus eller sand. Det kan blive til mange kilos besparelse i løbet af nogle kilometer, og derfor skal du være omhyggelig med løbeskoene. De skal være solide og have mellemsål af et gedigent materiale. Nogle sko udmærker sig ved luftpuder, andre sværger til andre slags stødmaterialer, men fælles for moderne løbesko i prisklassen ca. 700 kr. er, at de holder et tilsvarende antal kilometer, og at materialerne er udviklet med baggrund i sværindustrien. Sålematerialet på et bestemt fabrikat skulle således være udviklet på baggrund af kampvognes larvefødder, og stoffets styrke og holdbarhed på sejlture i ishave og ture til Mount Everest. Løbesko er små, tekniske mirakler, som man kommer til at holde af. De står og læner sig til hinanden ude i entreen på en helt speciel måde, fordi de kender dig. De er rynkede, beskidte og har måske en særlig duft, men de er dig på godt og ondt. Dine balsko, travesko, sandaler kender sider af dig, men løbeskoene kender det hele – dit overmod, dine smerter, din dårlige samvittighed, din opgivelse og træthed, og alligevel støtter og dæmper de din vej. Gå efter de sko som giver dig maksimal støtte på de rigtige steder. Det kan kun en fagmand fortælle dig, og du bør opsøge en kvalificeret løbeskoforhandler, der selv ved, hvor skoen trykker.

En god start er den halve vej til vellykket løbetræning. De første tre-fire uger er nemlig de sværeste, og det er som regel her begynderne hopper fra på grund af dårligt udstyr, dårlig planlægning eller for højt ambitionsniveau. De fleste har den indgroede forestilling, at det skal gøre så pokkers ondt, før det bliver godt. Kroppen – det dovne læs – skal tugtes, og det skal ikke være for sjovt. Jo, det skal. Du skal give dig tid til at kigge dig omkring. Stoppe op. Kigge ud over havet. Hvis du har dårlige erfaringer med idræt skal du systematisk fordrive billederne af sure gymnastiklærere og deres ligeså sure gymnastikmåtter. Du skal fortrænge nederlagsfølelser og erindringen om værkende muskler, og i stedet narre kroppen til at tro, at det er sjovt og behageligt at løbe. Langsomt, men sikkert skal de gamle programmeringer skiftes ud med nye:

1. Giv løbetræningen en særlig chance. Et par uger er ikke nok. Kroppen og sindet skal have tid til at tilpasse sig, og dit projekt bør derfor løbe over mindst tre måneder. Målet er at kunne mærke den stille løbeglæde risle gennem kroppen, når blot du tænker på dine løbesko.

2. Sæt dig ind i løbetræningens teori. Du bør kende lidt til de vigtigste principper i fysiologi og træningslære, for når du begynder at løbe forvandles tør teori til spændende, vedkommende læsning, fordi du pludselig kan se og mærke, at det handler om dig.

3. Nogle løbere skriver træningsdagbog. Selv gider jeg ikke, for jeg skriver nok i forvejen, men jeg bliver imponeret når jeg ser systematiske løberes optegnelser om naturen, formen, tanker, skader osv. gennem flere års løbeture. Det er gedigen opmærksomhedstræning, der forstærker oplevelsen af at være til stede i kroppen og naturen.

4. Invester i lækkert, funktionelt træningstøj og som sagt et par rigtig gode løbesko. Dine fødder, ankler og knæ er sarte og udsatte legemsdele, som kværnes i stykker uden godt fodtøj.

5. »Løb langsomt, løb ofte, løb langt og lad være med at æde og drikke som et svin!« Sådan skrev en tysk løbetræner engang. Jeg ved ikke, hvor meget af det, der holder i dag. Du skal i hvert fald løbe langsomt i starten. Pulsen skal ikke op på 170 som de fleste fandenivoldske begyndere ofte lægger ud med. Snarest 100-120 og så lange gåpauser. Så er det ok at træne tre-fire gange om ugen. Men glem ikke pauserne. De er ligeså vigtige dele af helheden som i et musikstykke.

6. Prøv ikke på at blive asket fra den ene dag til den anden. Følg eksemplet fra de fine rønnefruer og de midaldrende revisorer, som altid afsluttede løbeturen på Galløkken hos bager Rothe i Store Torvegade. Bliv ved med at ryge, drikke osv. som du plejer. For meget sundhed giver stress og hyppige tilbagefald.

7. Offentliggør dit løbeprojekt for familie og venner. Det forpligter og gør dine intentioner mere seriøse, også for dig selv. Diskuter med dine nærmeste, hvordan træningen bedst kan indflettes i hverdagens program. Dine børn. Din partner. Din arbejdsgiver. Din hund. Deres tilfredshed styrker dine muligheder for at blive fuldblodsløber, der til sidst ikke kan nøjes med to runder på Galløkken.

8. Tag et grundigt tjek hos lægen hvis du har haft skader, lider eller har lidt af kronisk sygdom eller er overvægtig. Løb er hårdt og belastende for kroppen, og du skal kunne give dig hen til belastningen og lidelsen uden at være bange for, om du nu pludselig dejser om. Det hvide stempel fra lægen er godt at have.

9. Dyrk også andre former for fysisk aktivitet. Løbetræning virker først optimalt, når det kombineres med en eller anden form for smidighedstræning, f.eks. yoga, svømning eller gymnastik. Løbets monotoni hjælpes frem ved dets modsætning – kreativitet, begejstring og variation. Disse elementer bør være de bærende støttepiller under et livslangt, bæredygtigt motionsprojekt. F.eks. løb.

Galløkken var det første vi så af Bornholm, da vi første gang ankom til øen i juni 1974. Gyvel, skrænter, skov og sand. Den dag i dag kan jeg ikke se blomstrende gyvel uden at tænke på mit første syn af Bornholm, hvor jeg måtte knibe mig i armen for at tro på, at det var sandt, at vi nu skulle til at bo midt inde i denne vidunderlig barske, men samtidig milde natur. Denne del af øen var også det sidste vi oplevede, da vi mange år senere tog farvel med gyvelen og skrænterne. Det var i forsommeren 1992, da vi havde solgt vores hus i Østerlars og boede til leje i Stampen.

Jeg skal ud og gense disse steder. Jeg nyder den smukke cykelsti forbi Fredensborg, smutter ned gennem skoven med åen og op gennem sommerhusområderne. Bøgeskoven ud til landevejen hører til øens flotteste og på vej ud mod Arnager kommer gyvelen og jeg løbende med let fod ned ad erindringens bløde sti i Onsbæk plantage – men igen forstyrres jeg af Søren Severinsen i sit aeroplan:

»Maskinen humpede sindigt nogle meter hen over lyngtuerne. Severinsen sås at trykke her og hive der og løsne noget til liden nytte. Efterhånden var flyet kommet så langt, at det måtte trækkes tilbage for at kunne begynde forfra. Nå, der er jo mange, der har måttet, så det er ingen skam!«

Tak for Galløkken og tak for turen!