Hammeren rundt

Så blev der endelig sommer med solvarme på urfjeldet. På campingpladsen i Sandvig udfolder der sig et dovent liv med isspisende børn og sommerdasende turister, og i det jeg står ud af bilen ved iskiosken synes jeg dette må være Danmarks smukkeste campingplads. Udsigt over Osandbugten og i gåafstand til Hammerknuden og Hammershus, Ringebakkerne og Langebjerg. Jeg har ikke været her i over otte år, men det slår mig, at der er mange naturrekorder her oppe på Nordlandet. Ikke bare er Hammershus Nord-Europas største borgruin. Hammersø er landets eneste bjergsø, og turen på Hammerknudens yderste sti den luftigste og mest spektakulære i kongeriget. At Sandvig centrum med de gamle, ærværdige hoteller og hvide mure står for det mest eksotiske, og at Bølgebadet midt på stranden for det mest groteske, må stå for min egen regning. For jeg er hverken naturvejleder eller en landskabsarkitekt, men kun en nostalgisk bornholmer, der pludselig dukker op på gamle kondistier.

Jeg er kommet for at løbe rundt om Hammerknuden. Den gloende dag vil ikke rigtig give slip, men hvis man tager den med ro og holder pause hvis benene gynger, og tankerne går i selvsving, så kan man godt. Jeg trækker op i bukseelastikken. Mere tøj er ikke nødvendigt i denne varme og måske en klud i hånden til at tørre sveden væk fra øjnene. Det er det hele. Men heldigvis køler gusen fra bugten, og der er kort vej til et havbad.

Et menneske i fysisk aktivitet producerer store mængder varme. Hudens blodkar udvides, blodet dirigeres ud i de perifere kar, og svedkirtlerne afgiver væske. Svedmængden varierer fra person til person, men øges med træningstilstanden. Der siges, at Ole Ritter begyndte at svede alene ved synet af sin cykel. Hans krop vidste, hvad den havde i vente og forberedte sig i god tid. Sådan har jeg det med mine løbesko. Men det er peristaltikken, der går i gang. Sådan er det med kroppen. Den tror ligeså meget på, hvad du tænker, som hvad du gør.

Fordampning af sved på huden kræver varme, og på den måde søger systemet for en optimal arbejdstemperatur. Men termostaten skal have rigelige vandtilførsler. Hvis ikke, starter en dehydreringsproces i tre faser. Første stadium er træthed og udmattelse. Man føler sig slap, tung og kogende varm, måske med hovedpine, svimmelhed og synsforstyrrelser. Blodvæsken fortykkes som følge af væskemangelen. Hjertet kommer på overarbejde for at kunne drive blod/ilt ud til musklerne. Hvis man ikke standser op, drikker og bliver kølet af, kommer man ind i næste stadium, som er et decideret varmekollaps. Det betyder, at kredsløbet har givet op og er begyndt at trække blodet tilbage fra huden og musklerne for at beskytte de vitale, indre organer. Reddes det, som reddes kan! Huden føles kølig, musklerne får ikke blod, og man kan risikere at falde om. Det sidste stadium er hedeslaget. Her sker der forstyrrelser i centralnervesystemet, som kan give sig udslag i besvimelse, eller livstruende tilstande. Hvem husker ikke de dramatiske billeder af den kvindelige, schweiziske marathonløber ved de olympiske lege i Los Angeles i 1984? Men da vi ikke kan optage mere end ca. en liter væske pr. time, og samtidig nemt kan svede både en og to liter, betyder det, at der ved langvarige anstrengelser kan opstå et betydeligt væskeunderskud. Man skal derfor ikke bare drikke ofte, men også sørge for, at væsken er maksimalt optagelig. Det betyder vand, vand og atter vand. Det optages hurtigst i systemet, og så snart der kommer andre stoffer i, f.eks. sukker, reduceres optagelseshastigheden radikalt, og man kan ikke nyttiggøre sig de livsvigtige dråber. Atleter på hårdt arbejde tænker anderledes. De skal ikke bare have væske, men også sukker til energiforbrændingen. Derfor bruger de kraftige sukkerblandinger, typisk 10-20 procent. Foruden sukker indeholder disse sportsdrikke også en række sporstoffer og mineraler, der skal erstatte de stoffer som måske også skilles ud med sveden.

Blød og brændende

Det går langsomt, og asfalten på den første del af kyststien er blød og brændende. Vejen går gennem en svalende fyrreskov, der giver skygge, men snart dukker den frem ved Hammerodde fyr. Dets blink kan ses 34 km væk og computeren i dets hjerte styrer både Dueodde og Svaneke fyr. En flok mennesker sidder udenfor med frokosten og skåler muntert. Men jeg bliver ikke inviteret og føler mig heller ikke propert klædt på, så jeg vinker kun og følger stien, der fører ud mod kysten og Salomons Kapel. Jeg forsvinder ind i en skov af mandshøje rosenbuske, der dufter vildt og inderligt og suger køligheden ind i alle porer. Det er en kortvarig nydelse, for igen er jeg ude på den sandede klippesti, som fører hen over Hammersletten. Stednavnene er dramatiske og dufter ikke just af roser - Skidervig, Dødningeskær og Vragvigen og længere syd, ved Hammershus - Tyverenden og Galgerenden - men vidner snarere om, at her i fjerne tider har udfoldet sig et dramatisk hverdagsliv.

Hammersletten har ifølge sagkundskaben givet plads for de aller første bornholmske bosætninger i ældre stenalder. I åbne både har datidens udvandrere trodset havet, og fra deres bopladser på fastlandet ladet sig lokke af drømmen om den store ø ude i havet, hvor fiskeriet var eventyrligt, og hvor der måske fandtes nye muligheder? Så kommer Salomons Kapel. Det har været stort, for ydermurene måler 13 x 7 meter. Men her har været livligt og mange mennesker, for historikerne mener, at kapellet er opført i forbindelse med de store sildemarkeder i Hansetiden. I provst Jens Pedersens sognebeskrivelse fra 1624 omtales et stort, øde kapel ud mod havet, Sankt Salomon, her prædikes i fordums dage... Mere får vi ikke at vide, men netop i de år fjernede allingeboerne materialer fra kapellet, samt den klokke, der nu hænger i Allinge Kirke. Selve Salomons Kilde ser ikke længere særlig hellig ud. Brønden er udtørret og fyldt op med nutidens arkæologiske materiale - ispapir og flaskeskår.

Så går det op ad i snoede sving. Jeg tripper, svimler lidt og standser. Bortset fra havet og klipperne kunne dette have været en norsk fjeldsti, og jeg kobler over på min gamle autopilot, der selv scanner den slags underlag. Men der skal et godt bentøj til, og jeg må ikke glemme, at mine lårmuskler er over halvtreds. Vi mister 300 g aktivt muskelvæv om året efter 40 års alderen, med mindre vi selv sørger for at holde det ved lige. Use it or lose it. Til gengæld kan man blive ved med at have udbytte af styrketræning hele livet igennem.

Jeg standser på toppen for at få vejret. Udsigten tager det sidste. Så stort og så mægtigt kan jeg ikke huske, det var. En gang i urtiden var havet ikke hav, men fyrretræsklædte dale og skovstrækninger. Tænk at sidde her og skue ud over flokke af vildsvin og urokser, der gryntende går blandt træstammerne. Tænk at fiskerne den dag i dag får mærkelige ting i deres net - fyrrestammer eller mørkt bornholmsk rav med sære forstenede insekter. Tænk hvad denne kyst kunne fortælle af historier om strandede skibe og menneskeskæbner. Historiens sus blander sig med brisen og gør mig svimmel. Jeg bliver tørstig af at se så meget hav, men hvordan drikker man her? Mine landsmænd puttede sten i munden når de gik i fjeldet og påstod, at det gav vand i munden. Jeg snupper i stedet lidt lyng. Det distraherer tørsten og smager bedre.

Der går flere stier over Hammerknuden. Den inderste er bred og farbar. Her kan man komme forbi Opalsøen, som er kunstig, men smuk, fordi naturen har pyntet og dekoreret omgivelserne, men her er også Krystalsøen og Gamledam. Den midterste sti er smal og idyllisk. Men den yderste er vild. Her kommer man helt ude på forkanten, hvor det sommetider er godt at være. Klippen kaster sig over 80 m ned i brændingerne. Flottere og mere dragende kyststier findes ikke i Danmark. Jeg vælger forkanten, men tak, spids, snubler jeg her er der intet at gøre, for stien er knapt synlig i den tætte lyng, og kun én meter væk styrter klippen ned i det oprørte hav. Pludselig ser jeg mennesker på klippevæggene. Som små kokoner, viklet ind i snore og trådværk på den knudrede væg er de suget fast til urfjeldet. Hallo der nede! Jeg læner mig ud over kanten, men det svimler - og det er ikke af væskemangel!.

Så går det ned ad mod Hammerhavnen, og det er stejlt som bare pokker. Sveden løber i stride strømme. Små skridt, små skridt. Det er hårdt for knæene at løbe så stejlt ned ad, og den der har problemer med leddene, er det en fidus at gå baglæns. Så er der kun Hammersøen tilbage. Stien langs Danmarks eneste bjergsø er dejlig flad og normal, og man udfordres ikke på nogen måde. Men mange har op gennem historien fået vovelige ideer til, hvad søen kunne bruges til, men hverken russiske tsarer, danske konger eller tyske diktatorer har turdet binde an med storslåede havne og ubådbaseprojekter. Rygterne har været mange, men der har altid været noget dødt og livløst over Hammersøen, så fiskeopdræt kunne den heller ikke bruges til. I 1973 solgte forsvarsministeriet søen til kollegerne i kulturministeriet for hundrede kroner, så på gode isvintre har vi været mange, der har dyrket skøjteløberkultur på Hammersøens isflade. Men nu er det stegende sommer, og jeg bruger de sidste overophedede hestekræfter til at trille i frigear ned til Sandvig. Jeg fornemmer allerede lyksaligheden ved at kaste mig ud i bølgerne og glæder mig til at skylle sveden og det historiske støv af kroppen. Tak for Hammerknuden og tak for turen!

Helt beviseligt er det dog ikke, at Hitler planlagde en ubådshavn i Hammersøen, selv om gamle sandvigboere gerne har villet udbrede det rygte. Men at zar Peter den Store skulle have gået langs søbredden og mumlet noget om her hvar et beqvemt Stræd til een Havn for saadan en Flaade, der laae paa Reden, den er vist god nok (1600-tallet).