Espens første løb

På stierne ude ved Moesgård stødte jeg forleden dag på en hel familie, der var ude at løbe. Far, mor, tre børn og en hund. De fyldte hele stien, og jeg trådte villigt til side indtil optoget var passeret. Mens jeg stod og nød synet gik tankerne tilbage til en junidag for meget længe siden. Det var i Nordskoven udenfor Rønne og idrætsklubben Vikings såkaldte Appelsinløb, hvor jeg deltog med min ældste søn, Espen som den gang var syv år....

Det var en smuk junidag, fyrreskoven duftede og lyngen var varm. Stien var smal og støvet , og de par hundrede deltagere halsede af sted som en hesteflok over prærien. Midt i klyngen prøvede jeg på at beskytte Espen mod svingende albuer og skubbende knæ. Det var hans allerførste konkurrence. Vi havde talt om løbet i dagevis, og jeg havde ikke undladt at understrege hvor uvæsentlig konkurrencen i sig selv var og hvor vigtigt det var at gennemføre så godt som man nu kunne. Han på sin side havde førhørt mig grundigt om den reelle mulighed for at vinde klassen for syvårige drenge og om jeg troede, han kunne klare de fem kilometer på under en halv time. Da vi stod på startstregen kunne jeg se, hvordan hans ben dirrede. Han havde nummer på brystet for første gang i sit liv, og nu skulle hans præstationer måles med andre alen end hans beundrende fars. Med sommerfugle i maven og fokuseret opmærksomhed skulle han og jeg sammen prøve på at forene voksensamfundets konkurrencekrav med legelyst, samvær og naturoplevelser.

De første hundrede meter kæmpede han som en lille løve. Med sammenbidt mine snoede han sig mellem sine mandshøje konkurrenter, som han lige akkurat nåede til bukseelastikken, og jeg havde mit hyr med at følge ham i mylderet. Kræfterne slap hurtigt op. Ved det første kilometermærke var det sammenbidte udtryk afløst af en mild resignation. Han så i øjnene, at der næppe blev nogen første præmie denne gang. Støvskyen af løbere var allerede forsvundet i svinget nogle hundrede meter længere fremme, og der var var blevet god plads på bagperronen. En lille flok piger på hans egen alder havde besluttet sig for en spurt og nåede op til det store egetræ ved den anden kilometer nogle meter foran os. Til gengæld passerede vi et par ældre damer, som ikke så ud til at have det mindste i mod at bliver overhalet. Konkurrencemomentet var nu ligeså langt væk som støvskyen der fremme. Espen havde fået sidesting og ville gerne holde mig i hånden mens vi snakkede om skoven og træerne og vandet som glimtede mellem træerne. Hans tankespring fløj som en harekillinge fra mostue til mostue, og på stien foran os havde støvet forlængst lagt sig, ja selv de to damer havde overhalet. Jeg måtte for denne gang give slip på forventningen om at se min lille søns uomtvistelige talent for langdistanceløb , og langsomt gik det op for mig – gamle konkurrencemand – at Espens barnlige glæde havde sejret over mine slet skjulte ambitioner. Vi løb sammen over målstregen som de næstsidste – de to damer holdt sig høfligt tilbage – og vi fik et flot diplom og en appelsin med hjem til minde om Espens første rigtige konkurrence.